Vores historie
Historien om Frem Radio
Vi er en af Danmark ældste radio/tv butikker som stadig åbner dørene hver dag. Vores butik er fra 20. september 1935. Det var Orla Olsen der som 31 årig startede Frem Radio og op til åbningen af butikken delte sønnen Leif Olsen flyers ud i byens postkasser, da han var 5 år gammel. Vi solgte radioer og cykler men egenkapitalen rakte kun til 2 radioer og 2 cykler. På vores første åbningsdag, som var en fredag, solgte vi for kr. 5,44 og lørdagen efter, for kr. 3,35.
Starten var svær og der var dårligt penge til husholdningen. Anna Olsen lejede sin private støvsuger ud for 50 øre i timen, for al omsætning var nødvendig i starten. I 1941 købte vi en urmager butik for at få større lokaler. Det begyndte at gå rigtig godt med salg af radioer, så derfor holdt vi hurtigt op med at sælge ure og fyldte butikken med radioer.
I 1943 startede vi også radio butikker i Skælskør, Slagelse og Ringsted. Vi havde disse butikker i 5 år, hvorefter de blev solgt til bestyrerne i hver butik. I 1950 flyttede vi igen til nye større lokaler i Ringstedgade 10, Næstved. På dette tidspunkt var der 12 radio butikker i Næstved. Virksomheden blev ved med at vokse og vi købte en ny ejendom i 1955, Ringstedgade 8 til både butik og værksted. Vi var 13 ansatte fordelt på 5 teknikkere, en dame i plade afd. og 7 radio/tv sælgere.
I 1956 begynder det at gå godt med tv salget. I 1959 fik vi tv sendemast i Næstved, som betød at vi fik bedre billede. Det gjorde at salget fik svimlende højder i 1959-1962. Vi fik nu brug for flere teknikkere, og måtte udvide med værksted på 205 m2 på 1 sal, Ringstedgade 18 og med 3 kørende service biler og 7-8 ansatte.
Farve tv’et kommer i 1967 og salgs succesen forsætter.
Olympiaden i 1968 er de første udsendelser der sendes i farver. Der går herefter 3 år (1970). Før de danske udsendelser starter med at blive sendt i farver.
Min far, Jørgen Jensen blev ansat 1. marts 1969. Da Jørgen interesserer sig meget for butikken og har hjertet med i alt hvad han gør, bliver han hurtigt uofficielt butikkens indkøber og får ansvaret for salget, klargøring af butikken, vinduer o.s.v.
Gert Hemmingsen blev ansat som ungarbejder 1. okt. 1974 som 15. årig. Derefter kom han i mesterlære over 3 år. Det viste sig at han var en trofast og solid medarbejder man altid kunne regne med og derfor fortsatte han som chauffør, hvorefter han blev fast sælger i butikken.
Så skete det helt store i 1976 hvor vi overtog lejemålet af den bygning, som vi er i idag, nemlig Ringstedgade 7, Næstved. Vi overtog lejemålet efter et stort supermarked der hed Hami. Her indrettede vi byens største radio/tv butik på 350 m2 plus 400 m2 lager og kontor. Butikken blev indrettet af specieldesignere fra Bang & Olufsen, med en stor plade/ musik afdeling, Hi-fi rum med specielt lyddæmpende glasruder og hvor man kunne lukke døren. Der var selvfølgelig også en stor tv afdeling og B&O’s store vareudvalg i butikken. I 1985 holdt vi butikkens 50 års jubilæum.
Centrum Radio som blev stiftet af Jørgen Jensen og Leif Olsen, var en af byens små radiobutikker som vi købte 1. juli 1983. Butikken lå i Ringstedgade 25. Den blev renoveret og blev drevet der` frem til 1. nov. 1986, hvorefter butikken flyttede til Kindhestegade 2, i helt nybyggede lokaler. Den blev til Beocenter hvor 70 % af omsætningen skulle være Bang & Olufsen, og indrettet af B&O med deres inventar.
Henrik Jensen, Jørgen Jensens søn, startede tidligt. Allerede som 10 årig begyndte jeg at tage med min far på arbejde. Jeg var nok ikke til nogen hjælp, men jeg kørte meget med Gert Hemmingsen ud med varer og jeg syntes det var sjovt at tage med far på arbejde. Da far og Leif i 1983 købte Centrum Radio, begyndte jeg for alvor at arbejde, dog uden kontrakt. Det var min far der privat betalte mig 10 kr. i timen. Jeg cyklede så på arbejde 2-3 gange om ugen og tog fast med på arbejde hver lørdag.
Centrum Radio var i starten en lille butik på 45-50 m2 med én ansat. Så jeg blev værdsat når jeg kom og jeg begyndte hurtigt at sælge småting som kabler, batterier, plader og kassettebånd. Der gik ikke længe før jeg som 12-13 årig begyndte at sælge større ting som radioer, stereoanlæg med mere. Dog kun hvis vores ansatte var optaget. Da jeg var 14 år spurgte jeg Leif Olsen om jeg måtte arbejde i Frem Radio og hvis han ville give mig kr. 10 i timen var jeg glad. I skolen var jeg god til regning/matematik og fysik, samt de fag hvor man skulle bruge hænderne. Derfor kunne jeg rigtig godt lide at komme på arbejde, da jeg her kunne mærke at her var der noget jeg virkelig var god til. Jeg kom i lære i TV-Huset, Vordingborg i 1989 og vendte hjem til Centrum radio i 1994.
Leif Olsen (uddannet radio/tv teknikker) var en rigtig stor del af butikkens drift, lige fra hans indtræden midt i halvtredserne, til han i 1991 valgte at gå på pension. Min far, Jørgen Jensen og Gert Hemmingsen, købte herefter Frem Radio. Selvom der var kommet andre store radio/tv butikker, var vi stadig en af byens førende og et velanset sted at handle. I 2002 fik butikken den helt store ombygning hvor alt blev nyt og det er det inventar vi har i dag.
Historien om Frem Radio
Da finanskrisen ramte i 2008, havde vi længe arbejdet på at flytte Centrum Radio, (Bang & Olufsen butikken) over i Frem Radios lokaler, så begge butikker var samlet. Det fik vi lov til i efteråret 2009. Der ligger begge butikker den dag idag.
Historien om Frem Radio
Inden finanskrisen var der over 200 selvstændige radio/tv butikker i Danmark. Omsætningen faldt ca. 40 % i vores branche, hvilket betød at fra 2008-2013 måtte 125 radio/tv butikker lukke. Dette skyldtes også at Expert, som vi selv var med i fra 2008-2018 tog kampen op mod Elgiganten og solgte vare til lav eller ingen avance. Vi havde 10 svære år i Expert. Derfor meldte vi os ud, og slog os på det gamle Frem Radio, med høj service. Det betyder at når du køber tv fra kr. 4999,- leverer og installerer vi det altid gratis. Vi kører samtidigt ud og hjælper dem der har problemer med deres gamle tv. Vi har også en ung mand der hjælper med at opstarte din nye PC. Kort sagt, vi hjælper, vejleder og giver byens bedste service!